1. Nærværende voksne
Børn har brug for at føle sig set og hørt. Det kræver, at man som voksen er til stede både fysisk og mentalt.
2. Forudsigelighed
Børn elsker forudsigelighed. Hvis du sikrer en forudsigelighed i hverdagens rytmer, ved barnet, hvad det kan forvente, og hvad det kan regne med fra dig. Forældre er forskellige, men det er vigtigt for barnet, at I er enige i de overordnede regler og rammer.
3. Sæt grænser
Grænser er med til at tydeliggøre barnets råderum, så barnet ikke behøver at lede efter dem. Det betyder, at du kan være med til at minimere grænsesøgende adfærd, som ofte kan skabe konflikter. Vær tydelig omkring, hvad du forventer af barnet, og hvad der er af regler hjemme hos jer.
4. Juster efter det enkelte barn
Det er vigtigt med overordnede regler, men børn er forskellige. Se altid på det enkelte barn og barnets overskud. Kan det rumme de krav, du stiller?
5. Følelser er ikke farlige
Barnet har brug for at blive set i alle følelser – også de svære. Der er følelser, som vi rigtig gerne vil være i som forældre. Det er for eksempel glæde, begejstring osv. Men der er også de mere ømtålelige. Det er for eksempel vrede, frustration, tristhed og sorg. Det er vigtigt, at vi som forældre kan være i de svære følelser sammen med barnet. På den måde vil barnet på sigt blive bedre til at håndtere dem. Du kan altså gøre en stor forskel ved at anerkende dit barn i alle dets følelser.
6. Vær rolig og omsorgsfuld
Følelser kan smitte, og barnets følelser og reaktioner bliver forstærket af den voksnes måde at agere på. Det er altid den voksne, der har ansvaret for relationen, så det er vigtigt, at barnet kan spejle sig i rolige og omsorgsfulde voksne.
7. Det er ok at fejle
Der er ingen af os, der er perfekte i forældrerollen. Vi oplever alle pressede perioder, hvor man kan føle, man ikke helt slår til. Lad være med at lade det ødelægge dit syn på dig selv som forælder. Gør dit bedste for at skabe tydelige, omsorgsfulde rammer for dit barn.
8. Vær opmærksom på dit kropssprog
Det er vigtigt, at det du siger, stemmer overens med det, du signalerer med kroppen. På den måde bliver det nemmere for dit barn at navigere i.
9. Accepter at udviklingen kan gå baglæns
Nogle gange vil man opleve, at barnet går nogle skridt tilbage udviklingsmæssigt. En færdighed, barnet havde i går, er pludselig væk i dag. Det er meget naturligt, at det sker en gang i mellem. Du kan hjælpe barnet ved at være opmærksom på, om der er nogle ydre omstændigheder, der kan være årsag til det. Hvad er det, barnets handling kalder på? Er det mere ro, hjælp, nærvær mm.? Der er altid en grund til, at barnet reagerer.
10. Hjælp dit barn til at lykkedes
Dit barn har brug for at opleve succeser. De kan både være store og små, men det er en af dine vigtige opgaver at hjælpe barnet med at nå i mål. Du kan sikre dit barn succesoplevelser ved at regulere dine krav til dit barn og hjælpe til undervejs. At støtte op om noget, barnet synes er svært, er ikke et nederlag. Det er en måde at komme i mål.