Skilsmisse med børn

Selvom omkring 50 procent af alle par skilles, er det ikke bare et bump på vejen. For mange børn er det en traumatisk oplevelse i deres liv.

Det er en kæmpe livsomvæltning, der for mange, både børn og voksne, er forbundet med krise, tab, sorg, konflikter, skænderier, tavshed, dårlig stemning, stress, og beslutninger der må tages i hast. Livet skal til at leves på en ny måde.

Forældrenes omsorgskompetencer er ofte reduceret i den første tid optil, under og efter en skilsmisse, samtidig med at det er her, børnene har brug for ekstra omsorg. Det er derfor vigtigt, at du som forælder, er opmærksom på, at det er en meget stor livsomvæltning for dit barn, når forældrene bliver skilt - også selv om det er ”almindeligt” i dag.

Vær opmærksom på, at barnet har brug for ekstra omsorg og opmærksomhed og fortæl derfor i barnets dagtilbud/skole, at i står i en skilsmisse, og hvordan det i praksis kommer til at udmønte sig. På den måde kan de omsorgspersoner, der er omkring barnet i hverdagen, bedre spørge relevant ind til barnet og det, det gennemgår.

Har du brug for en snak i forhold til den skilsmisse, du står i, er du velkommen til at kontakte Børneliv Thy på 9917 2070 eller daginstitutionens/skolens konsulterende socialrådgiver.

Det overordnede mål er, at barnet får:

En god relation til begge forældre.

En hverdag, der ikke stresser.

Gode råd

Sådan kan dit barn reagere på skilsmissekonflikter

Børn er meget forskellige, og de har også meget forskellige måder at tackle forældrenes skilsmisse på. Nedenfor kan du læse om de forskellige strategier, børnene kan vælge at anvende - og hvad det forsøger at vise jer. 

Sådan kan du støtte barnet følelsesmæssigt

Det er forskelligt, om dit barn selv kan finde ud af at sætte ord på, hvad der er svært, eller om det i stedet kun kommer til udtryk gennem barnets reaktioner.

Når du ser på barnets reaktioner:

  • Gæt på barnets oplevelse og følelse. 
  • Tjek om du har gættet rigtigt og husk, at barnet ved bedst.
  • Udforsk følelsen på en omsorgsfuld måde.
  • Vær i følelsen sammen med barnet og vis omsorg og accept.

Når barnet selv sætter ord på:

  • Hjælp barnet med at sætte ord på følelserne.
  • Udforsk følelsen på en omsorgsfuld måde.
  • Vær i følelsen sammen med barnet og vis omsorg og accept.

Vidste du at....

Børn, hvis forældre er i en langvarig konflikt, trives dårligere end andre børn. De udvikler oftere depression, angst, social isolation, aggression og adfærdsproblemer.

Forældre, som krænker og sårer hinanden, fordi de i deres egen indbildning slås for børnenes tarv, ødelægger deres børns tarv, trivsel og udvikling.

Når forældrene sårer hinanden, så tilføjer de deres barn smerte. De skader ikke bare deres barn, men også deres eget forhold til barnet. 

Vejen mod bedre kommunikation

Det er vigtigt at snakke om tingene i "fredstid". 

Bliv på din egen banehalvdel, når I taler om et emne. 

Vær nysgerrig på, hvad der mon foregår/er på spil for den anden part. 

Træn din tale-lytte-teknik. Hvis du starter dit svar med at gentage, hvad den anden lige har sagt, lytter du automatisk aktivt - i stedet for at forberede et verbalt modangreb. 

Find ro i, at I ikke altid finder en løsning med det samme, men at I er på vej i den rigtige retning.

Pas på, at selvoptagethed ikke bliver forklædt som omsorg.

Hvad gør vi med samvær?

Aftaler om samvær kan være svære at nå til enighed om.

Der er rigtig mange følelser i spil, og du har måske ikke tidligere oplevet at skulle være væk fra dine børn i længere tid ad gangen.

Den ordning, I ender med, skal føles rigtig for jer. Det kræver ofte kompromisser at nå til enighed. Gør hvad I kan for at finde en ordning, begge parter er enige om - for barnets skyld.

Vores udgangspunkt i forhold til vejledning omkring samvær er, at trygheden for barnet kommer fra samarbejdet - ikke den valgte ordning.

Børn er selvfølgelig meget forskellige og kan have forskellige behov i forhold til samvær. Derudover er der selvfølgelig nogle hensyn til barnets alder. De helt små børn kan have behov, der ændrer sig med alderen. 

Men udgangspunktet er, at det vigtigste for barnets trivsel er forældrenes samarbejde omkring samvær. 

De skal opleve en stabil hverdag, hvor de ved, hvad der skal ske de forskellige dage. Derudover er det en god ting for barnet, hvis forældrenes samarbejde er så godt, at der også er en fleksibilitet i samværsordningen.

Når mor eller far finder en ny partner

  • Overvej om det er nødvendigt at flytte sammen lige med det samme. Ofte går det for stærkt for barnet. Pludselig skal de dele deres forælder med en fremmed - og måske fremmede børn. Det svarer lidt til, hvis ens partner pludselig kom hjem med en tredje voksen og blot fortalte, at nu skulle denne også bo hos os og dele seng, værelse, badeværelse osv.
  • Skab - specielt i starten - mange stunder, hvor du er alene med dit barn uden tilstedeværelse af den nye partner og dennes børn. Mange børn oplever, at den nye partner stjæler deres forælder lidt.
  • Nogle børn oplever, at deres forælder finder samme med en hvis barn, barnet for eksempel går i børnehave/skole med. Det kan være meget intimiderende for barnet. Pludselig oplever barnet måske, at et andet barn fra børnehaven/skolen er mere sammen med deres far/mor, end de selv er. Måske har dette barm endda overtaget ens værelse.
  • Giv derfor dit barn en masse tid til at vænne sig til barnets nye virkelighed, og gør overgangen så nænsom som mulig. 

 

Ring til os

Kontakt Børneliv Thy

Vores hold af sundhedsplejersker, familie-konsulenter, socialrådgivere og hjemmepædagoger sidder klar til at hjælpe dig på:

Telefon 99 17 20 70
Mail: bornelivthy@thisted.dk

Mandag kl. 8-10 
Tirsdag kl. 8-12 
Onsdag kl. 8-10 
Torsdag kl. 15-17

 

FORTÆLLINGER