Thy ved ikke, hvordan han skal finde Rudolf. Han har været alle steder, og Rudolf er stadig væk.
Han kommer til en skov.
Her har jeg ikke været, tænker Thy, men hvordan skal jeg få øje på et rensdyr mellem alle træerne?
Han er frustreret, så han samler sne op, laver en snebold og kaster den.
Det hjælper lidt på humøret.
Han laver en ny snebold og kaster den, og en snebold mere og kaster den og …….klask.
En stor snebold rammer Thy lige i ansigtet.
Han fjerner sneen fra øjnene, men kan ikke se, hvem der kastede den.
Thy kaster en snebold mere. Klask. Den rammer hans hue. Det er mærkeligt.
Thy kaster snebolde i alle retninger. Når Thy kaster en snebold, kommer den tilbage til ham.
Thy får øje på et egern, der sidder og kigger på ham. Thy samler en snebold og kaster den. Egernet griber den og kaster den tilbage til Thy.
”Hvad laver du?”, spørger Thy.
”Sneboldkamp”, svarer egernet.
”Du har ikke spurgt, om jeg vil være med”, siger Thy og ser strengt på den.
”Hvorfor? Vi leger allerede”, svarer egernet.
”Hvorfor laver du ikke dine egne bolde?”. Thy er ved at lave en kæmpe snebold.
”Dine er fine.” Egernet venter på, at Thy skal kaste den.
”Okay, så grib denne her.”
Thy kaster snebolden, og egernet griber den og kaster den, men denne gang når Thy at dukke sig, så snebolden flyver hen over hovedet på ham.
”Sneboldkamp”, råber Thy og så kaster de snebolde efter hinanden.
Det er sjovt, og Thy er ikke frustreret længere.
Da de bliver trætte af at kaste sne, spørger Thy, om egernet ved, hvordan man finder et rensdyr inde mellem alle træerne.
”Du skal følge dem der,” svarer egernet og peger på nogle spor i sneen.
”Tak for sneboldkamp og tak for hjælpen,” siger Thy og skynder sig i samme retning som sporene.